Guldhornene analyse. Skal du skrive en analyse af dette digt så er du kommet til det rette sted!
Guldhornene er skrevet af Adam Oehlenschläger. Det er ét af hans mest berømte digte. Han har skrevet det tilbage i foråret 1802. Det er blevet skrevet kort efter at Guldhornene blev stjålet. Det er også gennem dette digt, at romantikken blev indført i Danmark. Derfor er det også ét af periodens mest væsentlige digte.
Resume
Menneskene er på jagt efter fortidens storhed, men forstår den ikke. Derfor beslutter Guderne at skænke dem Guldhornene, så de på den måde kan lære om fortidens guldalder. I digtet skrives der følgende: “En mø skal helligdommen finde”. Der menes med dette, at Kirsten Svendsdatter skal finde det første Guldhorn.
Efter at hun har fundet det første Guldhorn, så bliver menneskene igen glade. Det gør de, fordi de sætter pris på materiel rigdom. Med Guderne synes dog ikke om, at menneskene vælger at udstille det horn, de har valgt at skænke dem. Efter 100 år mødes Guderne igen, hvor de vælger at skænke menneskene endnu et horn.
Denne gang vælger de dog at det er Erik Lassen, der skal finde det. Det gør de, fordi de regner med at han vil forstå, at det er en gave fra Guderne. Han er nemlig landmand og en mand, der elsker den danske natur, og derfor bør han kunne se, at der er en sammenhæng mellem mennesker, Guder og natur i det danske land.
Det samme sker dog en gang til. Menneskene tager imod gaven med en tanke om grådighed. Derfor vælger de at straffe dem ved at tage en gave tilbage. Det kommer til udtryk i følgende linje i digtet: “Hvad de gav, de tog tilbage. Evigt bortsvandt helligdommen”.
Analyse
Digtet er en såkaldt hymne. Derfor er det også et højstemt digt. Det betyder at jeg’et hylder guderne og taler til dem som læser digtet. Det er en historie, der skal lærer læseren om den morale, at man ikke skal være for grådig eller for materialistisk anlagt. Det er nemlig det, menneskene er, når de tager imod Guldhornene.
Samtidig er det også en fortælling, der handler om at man aldrig skal tage det for givet, der er blevet skænket af Guderne. I stedet skal du være taknemmelig for gaven samt ære Guderne, hvilket man f.eks. kan gøre ved at ofre noget til dem. Danskerne vælger i stedet at betragte de to horn som værende blot et materielt gode.
Strofe- og sætningsopbygning
I løbet af digtet ændrer strofernes form sig. Det kan umiddelbart godt virke en kende forvirrende, når man tager et kig på det samlede digt. Oehlenschläger gør brug af sine følelser og sin fantasi, når han skriver. Det er ikke hans rationalitet og hans logiske sans, der driver værket, hvilket også kan ses på digtets opbygning.
Det er også derfor, han ikke skriver alle sine strofer i en fast ramme på f.eks. 10 vers. Enderim i hans vers er dog kontinuerlige og konsekvente. Det er med til at skabe en god balance, der får dig som læser til at føle at der er en vis harmoni. Der er dog – som sagt – nogle af stroferne, der en kende længere end de andre.
Stroferne er længst, når Guderne har deres replikker i digtet. Det kan være et tegn på, at Oehlenschläger gerne ville fremhæve og ophæve Guderne, hvilket har dermed har gjort ved at give dem og deres replikker mere plads. Derved forstår man bedre og får understreges Gudernes budskab og deres hævede status.
Det er dog kun strofe 6, der bliver gentaget. Det bliver den med henblik på at fortælle læseren, at der nu er kommet en ny dag. Selve sætningsopbygningen er meget simpel. Tegnsætningen bærer præg af mange kommaer, der får sætningerne til at virke kortere. Det er med til at gøre digtet lettere at læse.
Stroferne er blevet bygget op med en intention om at ordene skal få alle stroferne til at stå cirka lige under hinanden. Det er med til at give digtet en visuel effekt, der er meget harmonisk at kigge på. Der er nemlig ikke nogen af ordene, der lige pludselig springer ud af mønsteret. Det har derfor et meget lige udtryk.
Digtets rum og jeg’ets grundstemning
Det er et digt, der foregår på marker og klippetinder. Det er i disse områder, hvor folk leder efter de forsvundne guldhorn, men det lykkes dem dog ikke at finde nogen af dem. Der er en mand, der fortæller dem, at dem der ikke søger noget, finder det de andre leder efter, mens de går og leder efter Guldhornene.
Gud går i harmoni med naturen. Hvad der menes med dette er, at Gud er ét med universet og indgår i alt. Der er intet, der er i sig selv. Omgivelserne er i høj grad med til at bidrage til jeg’ets grundstemning. Det sker på flere måder, men specielt ved at naturen beskrives som værende smuk, men stadig voldsom og kraftfuld.
Det er selvfølgelig også noget, der handler om, at forfatteren ønsker at beskrive Guderne som værende det mest magtfulde. Det er med til at beskrive deres grundstemning, da de er sure over at menneskene blev for grådige. Dertil handler det også om at de ikke forstod og ikke værdsatte gaverne fra Guderne.
Organismetanken
Det er ikke til at komme udenom Organismetanken, når der er tale om dette digt. Faktisk er det slet ikke noget, der er muligt at se bort fra, når man læser sig igennem Guldhornene. Det er nemlig bestående af en masse dele, der er med til at udgøre noget, der er betydeligt. Disse dele vil ikke kunne fungere for sig selv.
Hver enkelt lille del har sin helt egen funktion. Derfor indtager hver enkelt del også sin helt egen vigtige rolle. Uden hver del, så kan det ikke gå op i en højere enhed, da de sammen binder en løkke på hele digtet. Ordet er en metafor for menneskekroppen, der er bygget op af en masse små celler, der bliver til organismer.
Hver for sig er hver enkelt celle ikke så vigtig. Men sammen er de vigtige, for sammen udgør de nemlig en hel organisme. Det er også noget, der er aktuelt i dette digt. Det er noget, der blandt andet kommer til udtryk i dette segment:
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle
Fortolkning
Når man skal tolke på “Guldhornene”, så er der i høj grad én verslinje, der er central og har stor betydning: “For dem lyder atter vort Bliv”. Det er nemlig den eneste verslinje, der har tre trykstærke stavelser, hvilket får den til at skille sig ud fra resten af digtet. Derfor indikerer det også, at det er noget, der skal have fokus.
Med ‘dem’ bliver der selvfølgelig refereret til de mennesker, der forstår guldhornene. Det er de samme personer, som kan fornemme ånden i naturen. Men hvem er disse personer egentlig? Det er en verslinje, der kommer lige før beskrivelse af bonden, og han kan derfor tænkes at være en af ‘dem’.
Det kan dog konkluderes, at det ikke er noget, der gør sig gældende for alle bønder, for så ville man nemlig ikke kunne kalde dem “de sieldne Faae”, som der står i digtet. Derfor må der være tale om mennesker, der har en særlig erkendelse. Det var dét, der i romantikken blev kaldt for et geni.
I denne sammenhæng skal bliv forstås som på én gang seende bagud og fremad. Pointen med digtet må være, at man skal bruge fortiden til at skabe nyt, ligesom det er blevet gjort med selve digtet, der gør brug af den nordiske mytologi.