Jens Vejmand Analyse og resume
De fleste danskere kender Jens Vejmand og hans triste skæbne. Det er dog ikke alle, der er klar over, at det startede som et digt af Jeppe Aakjær, inden det blev til en sang med melodi af Carl Nielsen. Herunder kan du finde et resume og analyse af digtet. Det blev skrevet af Jeppe Aakjær i 1905, og fik melodi to efter, i 1907.
Resume af Jens Vejmand
I starten af digtet introduceres Jens Vejmand, hans påklædning og hans arbejde. De første linjer af de næste vers, føres over på læseren, der bliver vidne til Jens Vejmans hårde job. Han er en person, som alle kan ende med at møde. Samtidig er han også én, man ikke kan undgå at se, hvis man kører på vejen.
Samtidig gør Jeppe Aakjær også meget ud af at bruge digtet til at skabe et naturbillede med frost, byger og blæst. Det bliver hele tiden gjort i relation til vejmandens barske vilkår. Ved juletid gav han op, og dernæst bliver det gjort klart, at der er stor forskel mellem den, der på vej til det lune hjem og Jens Vejmands udeliv.
Det meget indignerede sceneri over uretfærdigheden mellem den, de er på vej til det lune hjem og Jens Vejmands udeliv, bliver dog særligt understreget af, at der på hans grav på kirkegården ikke står nogen sten, men blot et frønnet bræt. På denne måde bliver digtet om Jens Vejmand af Jeppe Aakjær også rundet af.
Analyse
Som tidligere angivet, så er Jens Vejmand et digt, der er skrevet af Jeppe Aakjær tilbage i 1905. Det er et digt, der forgår i perioden Det Moderne Gennembrud. Herunder følger en analyse af digtet.
Personkarakteristik
Som navnet også antyder, så er der tale om et digt, der handler om Jens Vejmand. Jens er en gammel og slidt mand, der har og har haft et liv, der er fyldt med sten. Han har haft mange svære tider og problemer gennem hans liv. Hver eneste dag, står han og hakker sten fra morgen til aften, så kan han få nogle penge til mad.
På trods af, at han er en mand, der arbejder rigtig mange timer hver eneste dag, så får han kun en meget lille løn. En dag midt i en kold december, dør han midt i sit arbejde. Han får ikke engang en gravsten på hans plads på kirkegården, men blot et gammelt og mørt bræt, der oven i købet hælder til den ene side.
Derfor skal der ikke herske nogen tvivl om, at Jens Vejmand er en person, der tilhører den nederste del af samfundet. Det er klart og tydeligt, at det er dét, Jeppe Aakjær forsøger at beskrive og male et billede af i hans digt.
Miljøkarakteristik
Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at Jens Vejmand er en fattig mand. Han arbejder hårdt for blot at have råd til at få en smule mad på bordet. Derfor befinder han sig også nederist i kapitalistiske hierarki, som gjorde sig gældende på det tidspunkt, hvor digtets handling finder sted. Det bærer miljøet selvfølgelig også præg af.
Det er et digt, der foregår midt i det, der kaldes for kapitalismen. Her er befolkningen delt op i to grupper; arbejderne og de rige. Jens Vejmand arbejdede for de rige, og var derfor en del af arbejderne. Derfor er han fattig, og hans miljø er derfor kummeligt. Det understreges af Jeppe Aakjær flere gange i løbet af digtet.
Fortolkning
Jens Vejmand er et digt, der giver en god beskrivelse af at være arbejder tilbage i kapitalismens tid. Det tager udgangspunkt i en arbejder, der går under samme navn som selve digtet. Han er en både slidt og gammel mand, der hver morgen står op, for at gå på arbejde til den sene aften, men alligevel får han kun en lille løn.
Det er et digt, der er skrevet med henblik på, at læseren skal få ondt af Jens Vejmand. Det er dog også et digt, der er skrevet med henblik på, at der skal være virkelighedstro, for den måde, som Jens Vejmand er beskrevet på, er den måde, samfundet var inddelt dengang. Det belyser derfor et samfund med en skarp opdeling.
Derfor gives der også et meget realistisk billede af tiden og kapitalismen. Der er derfor ikke nogen tvivl om, at Jeppe Aakjær har skrevet Jens Vejmand med henblik på at videregive hans syn på, hvordan det fungerede dengang. Han vil gerne have det rigtig billede frem af virkeligheden, og at det ikke er ens for alle i samfundet.
Alle bliver ikke behandlet fair
Jens Vejmand var en flittig mand. Han jævnede vejene, så de rige kunne køre på dem, og det medførte hårdt arbejde for ham. Han havde også mange sten i hans liv, som der også er givet i digtet. Med dette menes, at han havde haft mange svære tider og dårlige oplevelser. Men det var ikke noget, han kunne gøre noget ved.
Da han døde, blev der ikke engang rejst en gravsten ved hans gravsted. Det eneste, han fik, var et bræt med hans navn på, der tilmed stod skævt. Med dette digt forsøger Jeppe Aakjær at belyse, at samfundet ikke var fair for alle dengang. Der var f.eks. ikke en direkte sammenhæng mellem hårdt arbejde og en høj indkomst.
Man skulle tro, at det var dem, der arbejdede mest og hårdest, der fik den største bid af kagen. Sådan var det dog set ikke, og det var Jens Vejmand et godt eksempel på. Han fik f.eks. ikke engang en gravsten, da han døde, mens mange af de rige fik rejst statuer, store gravsten og endda fik hele kirkegårde til deres familier.
Det er klart og tydeligt, at det Jeppe Aakjær vil vise med dette digt, er et realistisk billede af den periode, han levede i. Han ville gøre det klart, at det ikke handlede om, at de fattige ikke ville arbejde for deres penge. De fleste af dem arbejdede hårdt, men fik en lille løn, mens de rige levede i sus og dus, uden at lave det store.