Den grimme ælling analyse

Den Grimme Ælling Analyse

Den Grimme Ælling er ét af de mest kendte eventyrer fra H. C. Andersen. Det er et eventyr, som stort set alle danskere kender. Han påbegyndte eventyret i år 1842, og skrev i oktober 1943 i sin almanak: “Endt Eventyret Svaneungen”. Herunder kan du finde et kort resume og en efterfølgende analyse af Den Grimme Ælling.

Resume af den grimme ælling

I Den Grimme Ælling følger vi en svaneunge, der klækkes i en andegård i nærheden af en herregård. I første del af historien er hverken svaneungen eller de øvrige dyr klar over, at det ikke er en and. Som følge af et anderledes udseende bliver den behandlet dårligt. Det er specielt af de andre ænder og svaneunger.

Der er blandt andet op til flere ænder, der siger “ham svaneungen ville vi ikke tåle”, at “han er for stor og for aparte”, “så skal han nøfles” og andre dyr omtaler endda den lille svaneunge som “inderlig styg” og “fæle spektakel”. Den bliver både bidt, puffet, gjort nar af, hugget og sparket af de forskellige dyr i eventyret.

Det er først til sidst i eventyret, at det faktisk bliver afsløret af H. C. Andersen, at den grimme ælling er en svaneunge. Det sker når svaneungen selv opdager sin egen identitet, da den nærmer sig nogle andre svaner, hvor den tror, den vil blive dræbt. Den bøjer hovedet og ser i stedet sit eget spejlbillede i vandoverfladen.

Analyse

Dette eventyr finder sted i to forskellige hovedmiljøer. Det første miljø er ved andemoderens rede, hvor dens æg klækker. Her befinder vi os ude på landet nær en gammel herregård. I eventyret er det af H. C. Andersen beskrevet som et smukt og idyllisk sted. Det er dog ikke just et miljø, der er præget af en stor venlighed.

Hvis man overfører andemoderens tilholdssted til det menneskelige samfund, så kan det bedst betegnes som værende den øvre klasse. Det er derfor et sted, hvor det kan medføre skam og udelukkelse, hvis du er mindre tiltrækkende eller ikke at passe ind. Samtidig vil det kunne resultere i, at familiens rygte ikke forbliver intakt.

Det andet miljø den grimme ælling befinder sig i, er den mose, hvor den tilbringer senvinteren og foråret. Mosen befinder sig i en smuk og blomstrende have. Her kommer der blandt andet små børn og fodrer den, og beundrer dens skønhed. Og her lever den i lykke sammen de ældre svaner, da eventyret er til ende.

Foruden de to hovedmiljøer, så er der også to sidemiljøer. Andegården, hvor ællingerne bliver bragt hen til af andemoderen. På samme vis som ved reden, er det et overklassemiljø uden accept for forskelligheder. Der er også bondegården, hvor ællingen føres til af bonden. Her er der tale om et mere kaotisk miljø.

Hjemme ude hjemme-modellen

Den Grimme Ælling kan som følge af ovenstående indsættes i den kendte hjemme ude hjemme-model. Ællingen begynder hjemme, men det er tydeligvis ikke noget idyl for den. Uden at den sætter ord på sine behov, så flygter den ud i verden. Det gør den for at finde kærlighed og anerkendelse, som den ikke har fået.

Den går gennem en lang række prøvelser, hvor den bliver foragtet og misforstået, før den finder ud af, hvem den faktisk er. Det sker, når den finder sit rette hjem hos svanerne i haven og med børnenes beundring. Her kan den finde en idyl på et højere plan, end hvor den oprindeligt kommer fra, som før var hjemme.

Hjemme ude hjemme modellen er også kendt som kontraktmodellen. Læs mere om den her.

Aktantmodellen

Det er faktisk også et eventyr, der kan sættes ind i en anden eventyrmodel: aktantmodellen. I denne model er ællingen subjektet. Uden at det er direkte fortalt, så søger den både kærlighed og anerkendelse, som er objektet. Der er mange aktanter, der modarbejder den såsom moderen, søsteren, katten, hønen mv.

I eventyret får den dog hjælp af tre svaner, der stryger den kærligt med næbbet, hvorfor de er hjælpere. Den giver dem anerkendelse og modtager den kærlighed, den ikke havde før. Handlingen foregår ikke på noget bestemt, men da årstidernes skifter fra sommer til forår, så strækker sig handlingen sig over ca. et års tid.

Sproget

Sproget er generelt meget beskrivende. Derfor kan man også nemt forestille sig de fantastiske billeder af eventyret. Eventyret er dertil også spækket med adjektiver, hvilket inkluderer både positive og negative af slagsen. Det gøres for at beskrive en fyldestgørende stemning, så læserens fantasi bliver sat godt i gang.

Ét af de klare kendetegn for både H. C. Andersen generelt, men særligt dette eventyr er, at han ofte bruger ste på enden af sine adjektiver. Det gør sig for eksempel gældende, når ællingen bliver beskrevet som “den smukkeste svane på søen”. Det gøres for at understrege den fantastiske verden, eventyret udspiller sig i.

Et både beskrivende og detaljeret billedrigt sprog er ét af kendetegnene for et kunsteventyr. Det er også tydeligt at læse, at det er et sprog, der bærer præg af, at H. C. Andersen før i tiden fortalte hans eventyr, før han skrev dem ned. Det er nemlig kun ællingen, man kender, og der er også kun ét hovedforløb i eventyret.

Personkarakteristik

I eventyret er der primært tre vigtige personer. Det er henholdsvis hønen, andemoderen og den grimme ælling, der er tale om. Herunder følger der en personkarakteristik af de tre karakterer i eventyret.

Andemoderen:

Andemoderen indtager en moderrolle meget oprigtigt, og er derfor også dén, der beskytter ællingen. Det er også hende, der giver ham omsorg. I stedet for at lade ægget ligge, så ruger hun det ud, og betragter herefter ællingen som værende én af sine egne, på trods af at alle omkring hende modsiger dette og sætter sig imod.

Lige så stille bliver hun dog påvirket af de øvrige karakterers indsigelser. Til resulterer i, at hun til sidst ønsker ham langt væk fra hende. Det er dog ikke gjort tydeligt, om det er for hendes egen skyld eller det for den grimme ællings skyld. Hendes følelser kendes gennem hendes handlinger, og hun er derfor en flad person.

Hønen:

Hønen er en del af eventyret, for at symbolisere overklassen. Den er meget efter den grimme ælling, og gør bestemt ikke nogen indsigelser, da ællingen beslutter sig for at drage ud i den store verden. Det gør den ikke, fordi hønen mener, at den grimme ælling ikke har været i stand til at tilpasse sig til det samfund, de bor i.

Det er også hønen, der i løbet af eventyret foreslår ællingen, at den skal tage sig sammen, og blot indordne sig ved at blive som de andre. Det har ællingen dog ikke evnerne til. På lige fod med andemoderen, så kender man også kun til hønens tanker gennem dens handlinger, hvorfor igen er tale om en såkaldt flad person.

Ællingen:

Ællingen bliver udklækket i en verden, hvor den ikke føler, at den hører til. Den ligner nemlig ikke nogen af de andre ællinger. Dertil opfører den sig heller ikke som de andre, og den tænker faktisk heller ikke som de andre. Ifølge de andre, så mener de andre ællinger oven i købet også at han er både stor og styg.

De andre karakterer i området kan ikke acceptere ham, og derfor bliver han mobbet og holdt udenfor. Det er med til at køre den lille ælling helt i sænk. Heldigvis er han meget viljestærk, og begiver sig derfor ud i den store verden, for at finde et sted, hvor han passer ind. Han søger både accept og kærlighed.

Til sidst finder den de andre svaner i søen, hvorefter den opnår en udvikling fra den grimme ælling til den smukkeste svane. Herefter føler den sig lykkelig og accepteret. Man føler ællingen i eventyret og er derfor også inde i ællingens tanker og følelser. Derfor er det ikke en fald person, men derimod en rund person.

Tema

Temaet er den menneskelige udvikling og at skabe sin egen identitet. Det handler om at finde sin egen vej i livet, i stedet for blot at forsøge at passe ind og blive som de andre. Det handler også om, at det er værd at tage kampen op, for at få et liv fyldt med lykke og kærlighed. På dette punkt skal du ikke stille dig tilfreds.

I dette eventyr skal hønen, de andre ællinger og moderne repræsenterer overklassen, hvor det man skal være som de andre, og ikke skille sig ud. Det er også derfor, ællingen er et element, der ender med at trodse den nærmest kunstige biedermeier-idyl, der præger andegården, hvor den grimme ælling bliver udklækket.

Periode

Det er et eventyr, der er skrevet under romantikken. Det er en periode, der strækker sig fra starten af 1800-tallet frem til ca. 1870. I denne periode gik man imod den hidtidige dyrkelse af fornuften, og påviste, at der var mere i verden, end hvad fornuften kunne forklare – herunder kærlighed, tro og naturens vidundere.

Det var også i denne periode, at man igen begyndte at finde de gamle genrer frem igen – herunder kunst- og folkeeventyr. Det er et fremtrædende element i eventyret, at dén der følger sin følelser, er den der klarer sig bedst. Det er også noget, der går rigtig godt i spænd med andre eventyr, der er skrevet under romantikken.